Tag-arkiv: ny virksomhedsform

Slut med hul i virksomhedsskatteordningen – vedtaget

Lovforslaget som dækker hul i virksomhedsskatteordningen er vedtaget. Det har stor betydning for mange danskere. Vi bringer en opdateret artikel om ændringerne her.

Det har været muligt at indskyde sin private gæld, og få fradrag for renterne med op til 56%. Det er slut nu.

Der er dog i dag en værnsregel som skal begrænse indskuddet af privat gæld, som medfører negativ indskudskonto. Værnsregelen hedder ‘Rentekorrektion’, som i øjeblikket er 2%. En negativ indskudskonto på fx 1.000.000 kr. medfører rentekorrektion på 20.000 kr. som flyttes fra kapitalindkomst (fradrag ca. 30%) til personlig indkomst (beskatning op til 56%). Hvis renten på privat gæld er større end 2 %, opnås dermed stadig en gevinst, selvom der er en værnsregel.

Der indføres 3 forhold, som begrænser denne trafik.

  1. Der indføres en begrænsning, således at der ikke kan spares op i virksomheden, hvis der er negativ indskudskonto. Det medfører, at hele overskuddet beskattes som personlig indkomst. Ved opsparing (fremtidig kun ved indskudskonto som ikke er negativ), beskattes kun hævninger i personlig indkomst. Overskud som ikke er hævet og dermed spares op, aconto beskattes med selskabsskattesatsen, som er 24,5% i 2014.
  2. Der indføres en forhøjelse af rentekorrektionen med yderligere 3%. Rentekorrektionen ville dermed blive samlet 5% i 2013 (dog højst virksomhedens nettorenteudgifter). Forhøjelse af rentekorrektion med yderligere 3% gælder for 2015.
  3. Der indføres at man ikke kan spare op i virksomhedsskatteordningen, hvis ordningens aktiver står til sikkerhed for gæld, som ikke indgår i virksomhedsordningen. Dvs. at man ikke må stille virksomhedens aktiver til sikkerhed for privat gæld. Hvis virksomhedsordningens aktiver, stilles til sikkerhed for privat gæld, anses et tilsvarende beløb for hævet, med beskatning til følge.

Hvis man per den 11.6.2014 – som var den dag lovforslaget blev fremsat – havde stillet virksomhedens aktiver til sikkerhed for privat gæld (eller der er negativ indskudskonto per 11.6.2014), kan man ikke spare op i virksomhedsordningen, med indkomst der erhverves fra 11.6.2014 og frem.

Det medfører at man i givet fald er nødt til at lave to indkomstopgørelser for 2014. En fra indkomstårets start, som for de fleste er 1.1.2014 og frem til 10.6.2014. Og en anden opgørelse fra 11.6.2014 og til udgangen af indkomståret 31.12.2014. Man vil kunne vælge at lave en forholdsmæssig fordeling.

Hvis man er i denne gruppe med negativ indskudskonto eller sikkerhedsstillelse for privat gæld, anbefaler vi at du kontakter os med henblik på en plan for fremtiden, samt en delopgørelse for 2014.

Der er indført en bagatelgrænse, således at der godt alligevel kan spares op i virksomhedsordningen, hvis den negative indskudskonto og eventuel sikkerhedsstillelse tilsammen udgør mindre end 500.000 kr. negativt. Dette vil kun gælde, hvis indskudskonto ikke bliver mere negativ/sikkerhedsstillen øges efter 11.6.2014. Det vil sige at en negativ indskudskonto som går fra fx 20.000 negativ til 40.000 negativ, medfører at man ikke kan spare op i virksomhedsordningen.

Hvis der fra virksomhedsordningen stilles sikkerhed efter den 10. juni 2014 for privat gæld, anses det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse for overført til den skattepligtige. Beløbet tillægges virksomhedens resultat og anses for hævet. Tilsvarende beskattes sikkerhedsstillelsers forhøjelse, dog skal der kun ske beskatning af forhøjelsen.

Undtagelser for sikkerhedsstillelse

Der er lavet en undtagelse for blandet benyttede ejendomme, så pant i ejendommen op til værdien af stuehuset ikke har negative skattemæssige konsekvenser.

Der er lavet en undtagelse, så der kan stilles sikkerhed, hvis det sker som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition.

Sikkerhedsstillelse skal afvikles indenfor 3 år

Sikkerhedsstillelser for privat gæld i virksomhedsordningen, der eksisterede den 10. juni 2014, er ikke omfattet og beskattes derfor ikke efter de nye regler. Hvis disse ikke er blevet fjernet senest pr. 31. december 2017, medfører det, at der ikke kan ske opsparing i virksomhedsordningen for perioden 11. juni 2014 og fremefter, (medmindre bagatelgrænsen finder anvendelse).

Dette sker ved at overskud fra 1. januar 2018 ikke kan opspares. Og opsparet overskud i perioden fra 11.6.2014 – 31.12.2017 bliver beskattet.

Omgørelse

Hvis man ikke er omfattet af bagatelgrænsen, kan man få lov til at omgøre visse dispositioner for indkomståret 2013 senest den 31. marts 2015. Man kan bl.a. omgøre indskud og hævninger på indskudskontoen. Du får herved mulighed for at nedbringe en negativ saldo på indskudskontoen, således at du kan bevare muligheden for at spare op i virksomhedsordningen.

Sammenfatning

Lovindgrebet skal gøre op med privat gæld som man lægger ind i virksomhedsordningen. Dels sker der rentekorrektion med 5% og dels skal hele virksomhedens overskud beskattes hos ejeren (virksomhedsordningen gør ellers netop, at det er muligt at udskyde noget af beskatningen). Og virksomhedens aktiver må ikke længere stilles som sikkerhed for privat gæld. Hvis du har en af de to forhold, skal der sandsynligvis laves to indkomstopgørelser for 2014.

Kontakt os, hvis du vil høre mere.

Kurt Lægård og Jørn Christoffersen, Tlf. 3525 6220

Iværksætterselskaber

IVS-ivaerksaetterselskab

Fra 1. januar 2014 kan du stifte et iværksætterselskab med indskud af kapital ned til 1 krone. Men pas på, der er en række regler der skal overholdes.

 

Selskabet

Man skal bruge endelsen ”Iværksætterselskab” eller IVS. Der er tale om en slags anpartsselskab, dvs. hvis der ikke er nogle regler, om det konkrete forhold, skal du benytte reglerne for anpartsselskaber.

Regnskab og bogholderi

Dit IVS skal aflægge et offentliggjort regnskab en gang årligt, ligesom anparts- eller aktieselskaber. Det skal også overholde bogføringsloven, ligesom der skal beregnes moms mv. på helt normale vilkår.

Der er stor sandsynlighed for at dit IVS kan fravælge revision. Bemærk at regnskabsreglerne ikke ændrer sig af den grund, det er kun revisors erklæring som kan se anderledes ud.

Kapitalen

Selskabet kan stiftes med ned til 1 kr. i kapital. Hertil kommer, at mindst 25% af årets resultat skal overføres til en særlig reserve, som ikke kan udloddes som udbytte. Der skal overføres til reserven indtil indskudt kapital og reserve tilsammen udgør mindst 50.000 kr.

Resultatet er ikke likviditet. Man kan godt have et overskud på 100.000 kr., som er anvendt til at købe fx en obligationsbeholdning for. Man vil stadig have overskud, og der skal stadig bindes på reserven.

Virksomhedsomdannelse

Man kan ikke indskyde aktiver ved stiftelse eller kapitalforhøjelse af IVS. Dét betyder også, at man ikke kan omdanne sin nuværende personligt ejede virksomhed til IVS.

Hvis der er mere end 50.000 kr. i kapital (aktiver minus gæld), må man omdanne til anpartsselskab (50.000 kr. er grænsen for kapital per 1.1.2014), hvis man ønsker at omdanne. Hvis der er mindre end 50.000 i kapital, må man stifte IVS, som så køber aktiviteterne fra den personligt ejede virksomhed. Skatten er i dén situation helt normal. Kontakt os, hvis du vil høre mere om virksomhedsomdannelse.

Apportindskud

At man kun kan stifte / foretage kapitalforhøjelse kontant, betyder at man ikke kan ikke kan foretage apportindskud. Du kan således ikke stifte et IVS ved at indskyde en bil eller andre aktiver i selskabet.

Så kan man i stedet stifte selskabet og så sælge sine aktiver ind i selskabet. Og i dén forbindelse, har vi fået en værnsregel, idet, det centrale ledelsesorgan nu er ansvarlig for, at erhvervelse af aktiver fra stiftere, kapitalejere og medlemmer af kapitalselskabets ledelse ikke er til skade for selskabet, dets kapitalejere eller kreditorer.

Kapitaltab og likviditet til rådighed

IVS kan stiftes med kapital ned til 1 kr. Men reglerne om kapitaltab er stadig gældende.

Det vil sige, at man skal holde en generalforsamling senest 6 måneder efter at man konstaterer at kapitalen er under 50%. Med andre ord, hvis du har stiftet et IVS med en kapital på 1.000 kr. og du konstaterer at over 500 kr. er brugt eller tabt, så skal der holdes generalforsamling.

Og reglerne om likviditet er stadig gældende. Det er bestyrelsens ansvar at påse, og direktionen ansvar at sikre, at kapitalberedskabet er forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde kapitalselskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder.

Kontakt os, hvis du vil høre mere om IVS: Tlf. 3525 6220