Tag-arkiv: Holdingselskab

Iværksætterselskab som holdingselskab

Man kan bruge et billigt iværksætterselskab som holdingselskab. Se også historikken om iværksætterselskaber her.

Historikken om IVS

Der blev stiftet ca. 12.000 iværksætterselskaber (IVS) i 2016. Og i første halvår af 2017, er der stiftet 6.871. Det er nu blevet sådan, at 40% af alle nyetablerede selskaber, er iværksætteselskaber. Iværksætterselskaber er en slags anpartsselskab, men der er kun krav om mindst 1 krone i startkapital. Læs resten

Nye regler om registrering af reelle ejere

Erhvervsstyrelsen har den 23. maj 2017 åbnet op for registrering af reelle ejere. Fristen for registrering er den 1. december 2017.

Hvem skal registrere deres reelle ejere?

Det er stort set alle typer virksomheder, der skal registrere deres reelle ejere. Her er en liste over de virksomhedstyper som er undtaget:

  • Enkeltmandsvirksomheder
  • Børsnoterede virksomheder
  • Selvstændige offentlige virksomheder
  • Filialer
  • Frivillige foreninger
  • Andelsboligforeninger

Læs resten

Revisor dokumenter

Alle skal registrere reelle ejere

Rigtig mange virksomheder, skal i år registrere sine reelle ejere. Formentligt også din virksomhed. Det skal modvirke skatteundgåelse/skattely og hvidvask.

 

Hvad skal registreres mere end i dag?

Direkte ejere skal registreres i dag i ejerregistret. Hvis et selskab er ejet af et holdingselskab, er dette registeret som direkte ejer. Den reelle ejer, som skal registreres i fremtiden, er den fysiske ejer af holdingselskabet. Læs resten

Kan du omdanne din virksomhed til selskab?

Mange virksomheder i privat regi stiller sig selv dette spørgsmål. Ja, i en række situationer kan du.

Enkeltmand-til-aps

Stiftelse af selskab

Normalt kan man stifte et selskab ved indskud af minimum 50.000 kr. (anpartsselskab). Man kan foretage dette indskud ved at indskyde sin eksisterende virksomhed, hvis denne er mere end 50.000 kr. værd. Som betaling får man anparterne i det nye selskab. Tilsvarende gælder for aktieselskaber, der er minimumskapitalen blot 500.000 kr.

Arbejde

Hvis man indskyder sin virksomhed, skal der laves en vurderingsberetning, hvor revisor skriver under på at værdien af virksomheden mindst svarer til kapitalandelene. Revisor skal naturligvis foretage en række undersøgelser, for at sikre sig, at værdien mindst udgør de x kr.

Der skal også laves en åbningsbalance, som viser alle de indskudte aktiver og gældsposter. Denne skal opstilles i overensstemmelse med årsregnskabsloven. Den skal revideres, hvis selskabet er underlagt revisionspligt. Ellers vil den kunne få en assistanceerklæring eller reviewerklæring fra revisor.

Der skal laves en opgørelse af den skattemæssige anskaffelsessum af de udstedte kapitalandele.

Endelig skal der i forbindelse med stiftelse af selskabet laves stiftelsesdokument og vedtægter for selskabet, der også skal have en ejerfortegnelse. Hvis selskabet skal have en bestyrelse, skal der tillige laves forretningsorden.

Skat ved omdannelse

Hvis virksomheden fx er 400.000 kr. værd ved omdannelse (vi antager at man ikke har givet noget for det), er der en skat i forbindelse ved virksomhedsomdannelsen.

Man kan vælge at betale denne skat i forbindelse med omdannelsen. Dette kaldes også en skattepligtig omdannelse.

Man kan også vælge at skatten ved omdannelse udskydes til betaling ved afhændelse af de nye kapitalandele i selskabet. Dette kaldes en skattefri virksomhedsomdannelse (selvom der blot er tale om en udskydelse af skatten).

Den skattepligtige omdannelse

Mange ville nok vælge denne, hvis der ikke er nogen særlig stor skat at betale ved virksomhedsomdannelse, fx hvis virksomheden har en værdi på 50-100.000 kr.

Man kan gennemføre dette på alle tidspunkter af året, og kan man kan selv vælge hvilke aktiver og gældsposter man har lyst til at indskyde i selskabet. De udeholdte aktiv- og gældsposter forbliver private.

Den skattefri omdannelse

Den skattefri omdannelse (skatteudskydende) skal foretages, så selskabet får samme regnskabsår som den skattepligtige person, dvs. 1. januar. Der er 6 måneder til at få tingene foretaget. Det medfører, at man skal gennemføre den skattefri omdannelse i perioden 1. januar til 30. juni. Eftersom man tager udgangspunkt i regnskabet 31.12, skal dette lige laves først. Dvs. at perioden i praksis er indskrænket til 1. februar til 30. juni.

Alle aktiver og gældsposter skal indgå i omdannelsen. Man kan altså ikke vælge at holde fx indretning af lejede lokaler udenfor, således at man selv privat stadig har lejekontrakten og lejer ud til det kommende selskab. Der er specifikke undtagelsesmuligheder omkring ejendomme.

Du kan godt efterfølgende sælge nogle kapitalandele i selskabet, og derved få en medejer af selskabet. Dette vil dog koste skat. Hvis man i stedet laver kapitaludvidelse, vil det ikke have nogle skattemæssige konsekvenser for den oprindelige ejer. Ved et salg udveksler man nogle kapitalandele med penge. Ved kapitaludvidelse, indskyder man yderligere kapital i selskabet, og gør derved ’kagen større’.

Har du overhovedet brug for et selskab

Der kan være mange gode grunde til at drive virksomhed i selskabsform i stedet for i personligt regi.

En af de væsentligste er hæftelsen. Hvor du i personligt regi hæfter med hele din formue, hæfter man i selskabet kun med selskabets egen kapital. Dvs. at når selskabet har tabt sin egenkapital (50.000 for ApS og 500.000 kr. for A/S), er der ikke noget til de øvrige kreditorer. Mange banker kræver dog, at ene-kapitalejere hæfter personligt for bankgælden).

En anden forskel er lønnen. I personligt regi kan man bare hæve penge, og klare det via selvangivelsen når året er gået. I selskabet får man løn via en lønseddel, og der skal ske indberetning. Man må ikke hæve andre penge, for nu er det selskabets ejendom. Man kan få udbytte, hvor der bliver indeholdt udbytteskat, og der sker indberetning.

Endelig er der skatten. I personligt regi beskattes man via virksomhedsskatteordningen som om, der var tale om et selskab, nemlig af det man hæver, men der betales en aconto-skat på 25% af resten af overskuddet. I selskabet betaler man også skat af sin løn, og selskabet betaler 25% i selskabsskat af overskuddet. Hvis man alligevel skal have pengene ud til privat forbrug, er der altså ikke nævneværdig forskel på beskatning i de to situationer.

Selskabet er lidt dyrere at administrere. Selskabet skal aflægge regnskab efter årsregnskabsloven, regnskabet er offentligt, og der skal ske en del indberetninger i årets løb i forbindelse med løn. Endelig er der en ekstra selvangivelse. Selskabets regnskab skal revideres hvis selskabet i 2 følgende år kommer over størrelsesgrænserne 8 mio. kr. omsætning, 4 mio. kr. balancesum og 12 ansatte.

Selskabsform

Man kan lave virksomhedsomdannelse til anpartsselskab eller aktieselskab. Man kan ikke lave virksomhedsomdannelse til et iværksætterselskab.

Kontakt os, hvis du vil høre mere om virksomhedsomdannelse.

Den rigtige virksomhedsform

skilt-selskabsformerDer er stor forskel på, hvilken virksomhedsform man vælger. Vi lister de væsentlige op, herunder personligt ejede virksomheder, interessentskaber, iværksætterselskaber, anpartsselskaber, aktieselskaber, partnerselskaber og lidt om holdingselskaber.

Virksomhedsformen

De helt store spørgsmål ved valg af virksomhedsform er hæftelse og beskatning. Derfor har vi nedenfor kort beskrevet disse forhold for hver type virksomhed.

Personligt ejet virksomhed

Det nemmeste at registrere, er en personligt ejet virksomhed. Der findes ca. 400.000 af disse i Danmark. De er hurtige og billige at registrere, og man har ret hurtigt et CVR nummer (centrale virksomheds register).

Man hæfter personligt og med hele sin private formue, og det er dette der gør, at nogle vælger virksomhedsformen fra. Hvis man alligevel driver en virksomhed, hvor der er en meget lille risiko, er dette måske virksomhedsformen for dig.

Der skal laves et regnskab årligt, som sætter dig i stand til at selvangive resultatet af virksomheden.

Skatten er personlig, således at du beskattes af virksomhedens resultat. Med virksomhedsordningen, kan man dog også simulere et selskab. Hvis du trækker virksomhedens overskud ud til privat forbrug, er der således ingen væsentlig forskel på skatten i en personlig ejet virksomhed og et selskab. Der vil stadig være den store forskel, at hvis du sælger virksomheden, beskattes du som hovedregel med det samme, og kan ikke planlægge dig ud en udskydelse af betalingstidspunktet. Det kan du med holdingselskabet.

Interessentskab I/S

Et I/S er en personligt ejet virksomhed, hvor man er 2 eller flere om det. Det kunne fx være 2 tandlæger, som sammen ejer og driver en tandlægeforretning som personligt ejet virksomhed.

De 2 hæfter personligt og med hele deres formue. Man hæfter solidarisk, hvilket betyder at man også hæfter for den anden ejers gæld i virksomheden. Hæftelsen betyder at nogle vælger virksomhedsformen fra.

Der skal laves et regnskab årligt, som sætter dig i stand til at selvangive resultatet af virksomheden.

Skatten er personlig, således at du beskattes af virksomhedens resultat. Med virksomhedsordningen, kan man dog simulere et selskab som ovenfor.

Iværksætterselskaber IVS

IVS er et kapitalselskab, men med et meget lille kapitalindskud på op til 50.000 kr. Indskud kan være så lille som 1 kr., men ledelsen er altid ansvarlig for, at der er tilstrækkelig kapital til at virksomheden kan opfylde sine forpligtelser.

Registreringen af et IVS kan p.t. ikke foregå elektronisk, men foregår i papirform. Dette forlænger behandlingstiden, således at det kan tage op til 6-8 uger at registrere selskabet.

Man skal henlægge 25% af virksomhedens overskud på en særlig reserve, indtil virksomheden har en kapital og reserve på 50.000 kr.

Selskabet hæfter kun med sin indskudte kapital, og du hæfter som ejer således ikke med din øvrige formue.

Selskabet skal hvert år indsende en årsrapport som offentliggøres. Årsrapporten skal være i overensstemmelse med årsregnskabsloven. Der er kun revisionspligt hvis virksomheden overskrider 8 mio. kr. omsætning, 4 mio. kr. balancesum og 12 ansatte. Virksomheden kan som alternativ til revision, få udført udvidet gennemgang. Disse regler gælder for alle kapitalselskaber.

Beskatningen er selskabets, og har således ikke noget med ejerne at gøre. Du beskattes personligt af løn du får i selskabet, samt udbytte som trækkes ud.

Der er en række formalia der skal overholdes, bl.a. skal der etableres en ejerbog. Der skal være forretningsorden (hvis der er en bestyrelse) og forhandlingsprotokol (hvis der er mere end én person i ledelsen) og der er skriftlighedskrav på aftaler mellem enekapitalejer og selskabet, hvis aftalen ikke er på sædvanlige vilkår.

De væsentligste grunde til at vælge denne selskabsform er hæftelse i selskabet, det lave kapitalindskud og muligheden for at kombinere med holding.

Anpartsselskaber ApS

ApS er et kapitalselskab. Minimumskapitalen er 50.000 kr. Registreringen foregår elektronisk, og etableringen af et ApS kan derfor foregå ret hurtigt.

Selskabet hæfter kun med sin indskudte kapital, og du hæfter således ikke med din øvrige formue.

Selskabet skal hvert år indsende en årsrapport som offentliggøres. Årsrapporten skal være i overensstemmelse med årsregnskabsloven.

Beskatningen er selskabets, og har således ikke noget med ejerne at gøre. Du beskattes personligt af løn du får i selskabet, samt udbytte som trækkes ud.

Der er en række formalia der skal overholdes, ligesom for IVS.

Aktieselskaber A/S

A/S er et kapitalselskab. Minimumskapitalen er 500.000 kr. Registreringen foregår elektronisk, og etableringen af et A/S kan derfor ske ret hurtigt.

Selskabet skal ledes af en direktion og en bestyrelse. I ApS er bestyrelse valgfri, men i A/S er den obligatorisk.

Selskabet hæfter kun med sin indskudte kapital, og du hæfter således ikke med din øvrige formue.

Selskabet skal hvert år indsende en årsrapport som offentliggøres. Årsrapporten skal være i overensstemmelse med årsregnskabsloven. Der er kun revisionspligt hvis man overskrider grænserne, som er beskrevet under IVS.

Beskatningen er selskabets, og har således ikke noget med ejerne at gøre. Du beskattes personligt af løn du får i selskabet, samt udbytte som trækkes ud.

Der er en række formalia der skal overholdes, bl.a. skal der etableres en ejerbog. Der skal være forretningsorden og forhandlingsprotokol og der er skriftlighedskrav på aftaler mellem enekapitalejer og selskabet, hvis aftalen ikke er på sædvanlige vilkår.

Partnerselskaber P/S

P/S er et aktieselskab. Minimumskapitalen er 500.000 kr. Reglerne for A/S gælder ligeledes her.

Hæftelsen er kun selve partnerselskabet som hæfter med den indskudte kapital (der er en komplementar, som hæfter fuldt ud, og som typisk er et selskab).

Forskellen mellem A/S og P/S består i, at skatteretligt er der ved P/S tale om personlig virksomhed. Du bliver derfor beskattet personligt af virksomhedens resultat. Det gør det mere fleksibelt, hvis der er tale om flere ejere, som ønsker forskellig anvendelse af overskud og dermed forskellige skattemæssig behandling. Denne mulighed har man ikke i IVS, ApS og A/S. Virksomhedsordningen kan anvendes ved skattemæssig behandling af overskud/beskatning.

Selskabsformen kan være relevant for læger, advokater, revisorer, konsulenter, arkitekter, softwarefirmaer, landinspektører osv.

Holding

Et holdingselskab er blot et kapitalselskab (fx IVS eller ApS), som ejer kapitalandele i et andet selskab. Der er ikke tale om en særlig selskabsform, eller nogen forskelle i registreringen.

Det smarte ved et holdingselskab er, at udbytte fra driftsselskabet til sin ejer (holdingselskabet) kan ske skattefrit, hvis holding ejer mindst 10% af selskabet. Dermed er holdingselskabet godt til at foretage en opsparing.

Hvis et holdingselskab sælger sine kapitalandele, er en gevinst skattefri og et tab ikke fradragsberettiget. Hvis man forventer at man kan sælge hele driftsselskabet om nogle år, med en gevinst, er det derfor relevant at se på holding.

Endelig er der kreditorafgrænsningen. Hvis man udlodder udbytte til holding, kan kreditorerne i driftsselskabet ikke komme efter disse penge senere. Husk, at det er ledelsens ansvar at der altid er tilstrækkelig kapital i driftsselskabet.

Kontakt os, hvis du vil høre mere.

Kurt Lægård og Jørn Christoffersen, Tlf. 3525 6220