Konkurrencer og skat

Vinderen af en konkurrence skal ofte ikke betale skat – men så skal virksomheden

Hvem betaler skatten?

Hvis nedenstående betingelser er opfyldt, skal en konkurrencevinder ikke betale skat – men virksomheden som udbyder konkurrencen skal betale spilafgift på 17,5% af alle værdier over 750 kr. Undtaget fra dette er kontante pengepræmier, hvor bundgrænsen for spilafgift er 200 kr.

Det er virksomheden selv, der skal opgøre værdien – og så håber man på, at Skattestyrelsen godkender den. Husk at værdiansættelsen skal ske til salgspris inkl. moms. Husk også at der skal betales afgift af alle gevinstbeløb, uanset om gevinsten afhentes eller ej. Virksomheden har fradrag for omkostningerne til afholdelse af konkurrencen, og der skal ikke betales afgift af de første 200 kr. for pengepræmier, og de første 750 kr. af øvrige præmier.

Hvis betingelserne ikke er opfyldt, skal vinderen betale skat af præmien – men så skal virksomheden til gengæld ikke betale spilafgift.

Betingelserne

1. Deltageren har ikke betalt for at deltage

– og har ikke indskudt nogen indsats. Hvis deltagelse er betinget af, at man køber et produkt, må der ikke være sammenhæng mellem købets størrelse og gevinstchancen. Man må altså ikke få bedre chance ved at gøre et større køb. Købet må heller ikke kunne anses for en indsats i forbindelse med konkurrencen. Det vil sige, hvis en ejendomsmæglerkæde udlodder en gevinst til en tilfældig køber, der i sidste måned har købt en byggegrund eller en fast ejendom, så anses købet af grunden eller ejendommen ikke for at være en indsats.

2. Der skal være et element af tilfældighed

– forstået på den måde, at enhver skal have en rimelig chance for at vinde. En konkurrence er omfattet af betingelserne, hvis der er tale om gætteri eller lodtrækning. Er konkurrencen imidlertid organiseret sådan, at kun deltagere med helt særlige evner, viden eller lignende har mulighed for at vinde – for eksempel hvis tidsfristen er meget kort – vil der ikke være tilstrækkelig tilfældighed, og konkurrencen er derfor ikke omfattet.

3. Konkurrencen skal være offentlig tilgængelig

– og deltagelsen må ikke bero på udvælgelse af deltagerne. Konkurrencer på Facebook og lignende platforme anses for offentlige.

Hvis man afholder spil eller konkurrencer som opfylder de ovenstående betingelser, skal man registrere sig på virk.dk her inden afholdelse af konkurrencen. Registreringen vil ikke skulle fornys, hvis det er under et år siden, at der senest er blevet foretaget angivelse og betaling. Angivelse og betaling af afgiften skal ske til Skatteforvaltningen senest 15 dage efter, at resultatet foreligger.

Eksempel

En konkurrence på Facebook handler om at deltageren skal gætte på hvilken ansat der er inden i et julemandskostume. Hvis flere deltagere kender det rigtige svar, trækkes lod. Det koster ikke noget at være med.

Alle tre betingelser er således opfyldt: der er ingen indsats, konkurrencen er offentlig tilgængelig, og udfaldet afhænger af tilfældighed. Vinderen vinder en bog til 500 kr. inklusive moms.

Der skal ske registrering på virk.dk inden konkurrencen afholdes. Der skal ikke betales afgift af de første 200 kr., så afgiften der skal betales inden 15 dage efter vinderen er offentliggjort / har fået besked, er 300 kr. x 17,5% = 52,5 kr.

Kontakt os, hvis du vil høre mere.

Kurt Lægård og Jørn Møller Christoffersen, Tlf. 3525 6220

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *